Fjerner produkter fra hylderne: Salling Group i slagsmål med fødevaregigant
Det er blevet sæson for årsforhandlinger mellem fødevareindustrien og dens kunder i detailhandlen, og det plejer at foregå i al hemmelighed.
Derfor er det helt usædvanligt, at Danmarks største dagligvarekoncern Salling Group nu kommenterer på en igangværende tvist om priser med en af koncernens absolut største leverandører, Arla Foods.
Det skriver Børsen.
Armlægningen om Arlas prisudspil har ligefrem fået Salling Group til at fjerne et antal Arla-produkter med et mindre volumen og kølere med spotvarer fra mejerigiganten i kæderne Føtex og Bilka.
Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group, bekræfter striden.
- Vi erstatter nogle Arla-produkter og vil fremadrettet tilføje lignende varer fra andre leverandører fra ind- og udland. Vi ønsker at tilbyde kunder de bedste varer til gode priser, og vi forstår ikke den prisudvikling, der har været hos Arla, siger Henrik Vinther Olesen til avisen.
Arla Foods er i detailkredse kendt som en af de få leverandører, der er meget svære at bide skeer med, når det gælder priser.
Da inflationen eksploderede i 2022, fik Arla gennemtrumfet større prisstigninger via et pres, der omfattede stop for leverancer, hvis kunden ikke accepterede.